kontakt

 

 

Kajak Cockpit og Luger.

 

 

 

Lister til cockpitkantens læbe blev skåret af rødt og gult cedertræ, som Lars Gram havde fraskåret ved sin pagajproduktion. Dimensionen på listerne er 3 gange 8 mm.

Jeg havde først prøvet med granlister, men ønskede lidt mere spil i kajakken end hvad den indtil videre usynlige variation mellem fyr og gran kunne give.

 

 

 

Læben blev lamineret med trælim med den eksisterende kant som læst.
Cedertræ viste sig at være markant lettere at bukke end det grantræ, der er anvendt til skrog og dæk.

 

 

 

Syvende og sidste liste er lamineret på. Naboen havde heldigvis en del limklemmer jeg kunne låne

 

 

 

Efter at trælimen var hærdet, blev læben aftaget, slebet på begge siden og limet til cockpitkanten med epoxy.

 

 

 

Jeg har endnu ikke mødt en kajakbygger, der mente, at hans hjemmebyggede luger var helt tætte.
Gummiluger er måske ikke det kønneste, men de er tætte, så valget faldt på dem.

Karmene formes af to lag kulfiber efterfulgt af tre lag glasfiber. Jeg er p.t. ved at løsne dem fra læstene. Det går af h. til! Smeltet stearin fra Ikea, har åbenbart en formidabel vedhæftningsevne.

 

 

 

 

Den ovale karm slap først læsten efter, at karmen var blevet skåret igennem.
Her ses den reparerede karm. Læsten, der ses i baggrunden, tog kun lidt skade og kan redes ved spartling med overskudsepoxy.

 

 

 

 

Den runde karm kom først fri efter at læsten var hakket i småstumper.
Konen har endnu ikke opdaget, at vores metalpaletkniv ikke er helt så lige som tidligere.

 

 

 

 

De sorte fiberkarme blev lidt for store og voldsomme, så de bliver gemt til et eventuelt senere kajakprojekt.
Karmene anvendes her til at danne støtte for opbygningen af en listekarm i grantræ.

 

 

Listerne høvles i smig inden montering.

 

 

Med henblik på den videre forarbejdning armeres den skrå karm med glasvæv, og der fremstilles en bundplade, der efter limning med trælim slibes og ligeledes armeres med glasvæv.

 

 

Den indkøbte plastflange fra Kajaksport viser sig både at have en skrå og en vandret pålimningsflade.
Granbundpladen fræses med en skrå kant, og der suppleres med en krydsfinerplade til den vandrette pålimningsflade. Slutteligt sammenlimes de tre dele.

 

 

 

 

Flangen armeres med glasvæv.

 

 

 

 

Det var lidt svært at beslutte hvor flangehullet skulle saves ud.

 

 

 

 

Spanten forblev i mens jeg savede. Den blev snittet op af stiksaven og efterfølgende slået fri og fjernet. Det fungerede fint, man skal blot passe på, at saven ikke springer frem når den slipper spånpladen.

 

 

 

Hullet raspes til.

 

 

 

 

Pudses af med kniv.

 

 

 

 

Flangen anvendes til pudseklods.

 

 

For at opnå en dekorativ overgang mellem flange og dæk prøvede jeg at lime noget askefiner mellem dækket og flangen. Jeg havde regnet med at lime tre lag i samtidig med flangen.
Det viste sig at være for svært, så jeg måtte nøjes med et enkelt lag og det var såmænd rigeligt bøvlet.

 

 

Askefinerens effekt blev OK men ikke optimal. Men den slags småfejl bidrager jo til kajakkens karakter, det må være dens sjæl, der er ved at tone frem i bunden af det vandtætte rum :-)

 

 

 

Erfaringerne fra fremstillingen af den runde karm danner grundlag for en ny produktionsmetoden til den ovale. Her anvendes plastfolie til at forhindre vedhæftning til den sorte støtteskål.

 

 

 

 

Listerne til bunden holdes blot sammen med klamper og limes ved at overfladen tilføjes epoxy, der så selv må finde vej ned mellem listekanterne.
Eddiken anvendes til at rense epoxy af fingre.

 

 

 

 

Bunden bliver denne gang ikke armeret og limes direkte til den skrå karm.

 

 

 

 

Flangen rettes af på båndpudseren.

 

 

 

 

De sidste rester af trælimen skrabes af, så de ikke skal hæmme epoxyens indtrængen.

 

 

Den ovale flange lamineres med to lag askefiner inden den limen i hullet. Det gik meget lettere end den direkte metode, men det tog jo lidt længere tid.

 

 

 

 

Den ovale flange kunne selvsagt ikke anvendes til slibeklods, men det gik fint ved blot at bevæge sandpapiret.

 

 

 

 

Kanten rettes af.

 

 

 

 

Men ikke for dybt!

 

 

 

 

Efterfølgende slibning.

 

 

 

 

Finerkanten dukker op efter slibningen.

 

 

Resultatet blev fint hele vejen rundt.

 

 

Lugekanterne blev forstærket med glasvæv.

 

 

Cockpitlæben er samlet forrest med en kile, slebet og er klar til at få pålimet glasvæv.
Det bliver ikke nemt at få væven til at lægge sig hele vejen rundt og ind under læben. Det er surt, at lægge væv på!!

 

 

 

Kajakken er klar til at få lagt væv på cockpit- og lugekanter den 10. august.

 

 

 

 

Med bankende hjerte kastede jeg mig over beklædningen af cockpitkanten. Første lag blev lagt vådt i vådt med to lange diagonaltskårede stykker glasfiber.
Første stykke er vist ovenstående. Jeg startede med at bukke vævet fra en af enderne (forrest i billedet) i stedet for at bukke på midten og så arbejde symetrisk mod de to ender.

 

 

 

 

Resultatet ses her. Jeg var ikke i stand til at bukke vævet ordentligt ind under læben og ind under dækket. Valgte derfor kun at beklæde indersiden af kanten og oversiden af læben. Resten blev efter lettere hærdning skåret frit og slebet.

 

 

 

 

Dagen efter, mens første lag stadigt var lidt blødt, lagde jeg andet lag på vådt i vådt med 5-6 mindre strimler glasvæv.

 

 

 

 

Ved at benytte mindre stykker og starte bukket fra midten af strimlen kunne jeg denne gang også få det bukket under dækket og cockpitlæben.

 

 

 

 

Den fik rigeligt med epoxy.

 

 

 

 

Samlingerne blev efterfølgende jævnet ud med en skraber og sandpapir.
Det var vanskeligt at slibe underkanten bagerst hvor cockpitkanten var undersænket i forhold til dækket.

Inklusiv glasvæv endte læben med at være 8 mm tyk, nå 18 mm ud fra cockpitkanten og have 16 mm frirum over dækket. Resultatet blev OK med enkelte luftbobler, der blev repareret med epoxy.
Hvorvidt dimmensionerne er gode til at fastholde et skørt skal vise sig i praksis, men det virker meget rigtigt.

 

 

Tilbage - Frem